Fletningen af Laetitia Colombani | Svendborg Bibliotek

Fletningen af Laetitia Colombani

Fletningen
Foto:Svendborg Bibliotek

God, gribende og letflydende roman om tre kvinder hvis liv – uden de selv ved det – har stor indflydelse på hinanden.


Gennem korte kapitler følger vi tre kvinder med vidt forskellige livsvilkår og fra hver deres del af verdenen.
Vi følger Smita i Indien. Hun kommer fra samfundets bund, fra den laveste kaste.
Hun har aldrig gået i skole. Hendes arbejde er at gå rundt til landsbyens huse og tømme latrinerne – præcis som hendes mor gjorde det og som hendes datter er forudset til at gøre det – måske!
Vi følger Giulia på Sicilien. Hendes far er parykmager, dygtig til sit fag og godt i gang med at oplære Giulia da en ulykke ændrer alt.
Som den tredje kvinde følger vi Sarah fra Montreal i Canada. Hun har tjek på livet. Er højt profileret advokat og godt på vej til tops i firmaet, da hun pludselig må tage stilling til en stor ændring i hendes liv. En ændring hun gør alt for at undgå.

Altså tre kvinder som alle står over for store valg og store ændringer.
Bogen er bygget op, så vi læser om dem på skift og langsomt aner, hvordan deres liv flettes sammen.
Det er gribende og jeg sidder tilbage med en god følelse af håb forude. De skal nok klare sig.

Måske kunne jeg godt tænke mig at dykke lidt længere ned i hver enkelt af de tre kvinders liv, tanker og skæbner.
På den anden side, driver den korte form mig hele tiden videre i læsningen, og giver mig mulighed for selv at digte videre. Der er grobund for tanker og gode diskussioner i en læseklub.

Har du lyst til at dele bogens handling med børn, har forfatteren udgivet en billedbog med samme titel og handling.

Tina

Laetitia Colombani: Fletningen
Roman om tre kvinders ukuelige vilje til at kæmpe for et bedre liv trods hårde odds og umenneskelige vilkår


Af: hd

Udgivet: Tirsdag 25. januar 2022 • Opdateret: Mandag 31. januar 2022