Har dit barn svært ved at læse?

Så kan en af bibliotekets læsehunde, Nessa, Indy eller Ronja, måske hjælpe.

Kontakt Christina Annette Nielsen på christina.annette.nielsen@svendborg.dk

 

Nessa - Læsehund på Svendborg Bibliotek jette_og_nessa

Nessa er en Hovawart fra 2020.
Nessa er en stor glad hund, som elsker en god historie. Hun vil rigtig gerne lære nye tricks, så måske du har en god idé?
Måske kender du bogen om Læsehunden Indy? Nessa bor sammen med Indy og er samme race.
Forresten er Nessa er rigtig kyssehund, så er du advaret - Hi hi.

Jette er førtidspensioneret social pædagog og har arbejdet med børn i mange år. 

Vi glæder os så meget til at se dig og ikke mindst til at høre nogle fantastiske historier. 

 

Indy - Læsehund på Svendborg Bibliotek Læsehund

Indy er en stor blød hund, som elsker en god historie. 
Indy har været læsehund i fem år og hun er også hovedpersonen (hunden) i bogen Indy - En læsehund. Hvis du er nysgerrig, så kan du låne bogen på biblioteket.
Indy bor sammen med Nessa, som også er læsehund. 
De er begge af racen Hovawart. 
Hun glæder sig meget til at møde dig. 

 

Ronja - Læsehund på Gudme Bibliotek 

Hej til alle som har lyst til at læse for og sammen med os.

Ronja er fra maj 2021.

Ronja er den perfekte læsemakker. Hun er udelukkende kærlighed og omsorg.

Hun kan være lidt tung på skødet og kan da også godt ligge ved siden af, hvis det absolut skal være.

Ronja er valgt som læsehund pga. hendes milde og omsorgsfulde væsen.

Vi glæder os til at læse en masse bøger sammen med jer.

De bedste hilsner fra Ronja og Cindie.

 

 

HVAD ER EN LÆSEHUND?
En læsehund er en venlig og børneglad hund, der motiverer børn til at læse ved at lytte tålmodigt og interesseret. En læsehund er godkendt og certificeret til at arbejde på biblioteket med netop denne opgave. Du kan kende Læsehunden på det lilla tørklæde, som den skal have på, når den færdes på biblioteket.

HVORDAN KAN EN LÆSEHUND HJÆLPE?
En læsehund hverken dømmer eller retter på barnet, men tilbyder roen og nærværet, der skaber tryghed og tillid hos barnet. En læsehund er med til at skabe en positiv og anderledes læseoplevelse og resultatet er øget læselyst og selvtillid.

HVAD KOSTER DET?
Det er gratis at modtage hjælp fra en læsehund. Læsehunden og dens ejer arbejder frivilligt og det er gratis for alle parter at deltage.

HVOR FOREGÅR DET?
Læsestunden foregår i Svinget 1, 1. sal, hvor der er indrettet en hunde-hyggekrog. 

HVORNÅR FOREGÅR DET?
En læsestund varer 30-45 min. Tidspunktet for den ugentlige læsestund aftales med læsehundens ejer. Dit barn læser højt for læsehunden i 20-30 min. og herefter hygger vi.
Læseforløbet varer typisk 6 uger og barnet får et diplom, når forløbet er slut.

VIL DU VIDE MERE?
Se mere på https://socialtansvar.dk/indsats/laesehunde/, du er også velkommen til at spørge børnebibliotekarerne.

Fonden for Socialt Ansvar
Læsehunde er en indsats under Fonden for Socialt Ansvar, som certificerer læsehunde til biblioteker i Danmark.

Læsehunde blev stiftet i 2014 af en gruppe fagpersoner indenfor bibliotek, læsevejledning og hundetræning.

Se mere her



Af: nj

Udgivet: Tirsdag 2. januar 2018 • Opdateret: Onsdag 6. marts 2024