Tag på opdagelse i Jan Lööfs univers | Svendborg Bibliotek

Tag på opdagelse i Jan Lööfs univers

Nana Frost anbefaler Jan Lööf
Foto:Svendborg Bibliotek

Nye såvel som gamle læsere fra 3-100 år kan starte her og glæde sig til de mange, mange timers højtlæsning og ikke mindst genlæsning, der venter forude.


Børnebiblioteket anbefaler alle fra 3 – 103 år at gå på opdagelse i den svenske superstjerne Jan Lööfs finurlige og hittapåsomme univers. Tag på findejagt i Børnebiblioteket eller kast dig over det billedrige forfatterskab.

 

Jan Lööf er en af Sveriges største børnebogsforfattere og illustratorer. I mere end 50 år har han begejstret både børn og voksne med sin særlige, magiske tegne- og fortællestil, som er på en og samme tid både naiv, realistisk og detaljerig.

 

Zeppelinere, sørørverskibe og brandbiler

De mest kendte herhjemme er nok Historien om det røde æble, Min morfar er sørøver og Viktor bygger en bro. Motiverne spænder over bymiljøer, natur, eventyrlige væsner, sjove karakterer og zeppelinere, sørørverskibe og brandbiler. 

 

Mit eget første møde med Jan Lööfs streger var, da jeg som 4-5årig fik læst pixibogen Viktor bygger en bro. Manden Viktor bor på en ø med sin eneste ven, en tam måge. Viktor bygger broen, for at folk kan komme på besøg. Inden længe er der bygget en fabrik, en havn og huse til arbejderne, og pludselig er der fyldt med larm og trafik på øen.  

 

Selve historien, stemningen, farverne og de enkle tegninger af Viktor, øen og mågen - gjorde indtryk, og bogen adskilte sig fra alle mine andre pixi bøger. 

 

De bedste af de bedste historier

I 2018 udkom det flotte 300 siders samlebind De bedste historier af Jan Lööf, som indeholder tolv af hans allermest kendte og elskede billedebogklassikere. 

 

Den nyeste billedbog i samlingen er ABC-bogen fra 2018, hvor alfabetet får et nyt og spændende udtryk i mødet med Lööfs tegninger. Der er utroligt mange detaljer og finurlige kringelkroge at gå på opdagelse i. Tegningerne supplerer de umiddelbart enkle tekster og tilføjer bøgerne en særlig charme, der venter på at fascinere både gamle og nye læsere.

 

Nye og gamle læsere fra 3-100 år kan starte her og glæde sig til de mange, mange timers højtlæsning og ikke mindst genlæsning, der venter forude. 

 

Jeg kan kun anbefale bogen De bedste historier som det oplagte sted at starte eller genopdage Lööfs magiske verdener. God læsning til jer alle! 

Jan Lööf: De bedste historier
Af Jan Lööf (2018)
Billedbog. Her er en bred samling billedbøger udgivet på dansk i perioden 1974-2018 af den svenske forfatter Jan Lööf


Af: na

Udgivet: Onsdag 1. juli 2020 • Opdateret: Torsdag 2. juli 2020