Harmony af Mathieu Reynès | Svendborg Bibliotek

Harmony af Mathieu Reynès

Dekorativt billede
Foto:Svendborg Bibliotek

Harmony er ikke som alle andre teenagepiger, hun kan høre stemmer i sit hoved og besidder evnen til at flytte ting ved tankens kraft.


Harmony - tegneserie med girl power

 

Denne anbefaling er inspireret af dette års Svendborg Graphic – festivalen for tegneserier, animation og spil. Valget er faldet på tegneserien ”Harmony” for børn og unge fra 10 år.
Et af temaerne under Svendborg Graphic er ”Girl Power” og det passer glimrende på hovedpersonen i denne serie. Serien er skrevet og tegnet af franske Mathieu Reynès. Der er foreløbigt udkommet 3 bind om Harmony og flere er på vej.

I 1. bind ”Memento”, vågner pigen Harmony op i en fremmed mands kælder. Hun har ondt i hovedet og har ingen hukommelse af hvem og hvor hun er. Harmony er ikke som alle andre teenagepiger, hun kan høre stemmer i sit hoved og besidder evnen til at flytte ting ved tankens kraft. Til at starte med er hun meget mistroisk over for manden Nita der passer hende – er han ven eller fjende? Og hvorfor kan hun ikke huske noget? Hun finder langsomt ud af, at Nita er der for at hjælpe hende med at huske, hvad der er sket med hende og med at få styr på hendes potentielt farlige kræfter. I slutningen af 1. bind bliver læseren klar over, at andre også kender til Harmonys evner og at de for en hver pris ønsker at fange hende. Kræfter som hendes i de forkerte hænder kan nemlig blive et meget farligt våben.

I bind 2, ”Indigo” springer vi tilbage i tiden og får historien om Harmonys opvækst, som bestemt ikke er som alle andre børns. På grund af sine kræfter har hun måtte gå grueligt meget i gennem og til tider har det været svært at kende ven fra fjende. Vi lærer også, at Harmony ikke er den eneste med særlige evner. Jeg skal ikke røbe for meget af handlingen her og spolere historien for nye læsere, men blot sige at unge Harmony er oppe mod en stærk og farlig overmagt.

I bind 3. ”Argo”, starter vi 400 år tilbage i tiden og ser i et glimt kilden til Harmonys mystiske kræfter. Derefter fortsætter vi hvor 1. bind slap. Spændingskurven er stejl i bind 2 og 3, og man holder under tiden vejret når den hæsblæsende historie folder sig ud. Jeg glæder mig meget til at følge Harmony i de kommende bind, og følge hendes udvikling fra offer til heltinde i kampen mod det onde.

 

Historien om Harmony er spændende og action præget, men der er også plads til gode personkarakteristikker og personlige dilemmaer, der sammen med det paranormale islæt giver historien lidt dybde og modvægt til den rå handlekraft. De flotte illustrationer er farverige og til tider dynamiske, men ellers holdt i den mere traditionelle tegneseriestil.
Ønsker man at tilføre endnu en dimension til historien, kan man gå ind på forlagets Shadow Zones hjemmeside og finde et soundtrack til hver af de 3 bind. Musikken er lavet specielt til denne tegneserie og skabt af Thomas Kubler. Hvis ikke man har prøvet at have et lydtæppe som baggrund til den historie man er i gang med, så skal man unde sig selv den oplevelse. Det giver en ganske særlig stemning.

 

Mathieu Reynès: Harmony. Bind 1, Memento
Serie: 
Af Mathieu Reynès (2017)
Tegneserie. Om pigen Harmony der intet kan huske, men åbenbart har mystiske evner - evner, som hun er jaget for
Mathieu Reynès: Harmony. Bind 2, Indigo
Serie: 
Af Mathieu Reynès (2017)
Tegneserie. Historien om teenagepigen Harmonys opvækst, og forklaringen på hvorfor hun er som hun er


Af: na

Udgivet: Onsdag 23. januar 2019 • Opdateret: Fredag 25. januar 2019