Lektørudtalelse
Forfatter : Marianne Agger
Kort om bogen
To pegebøger om årets gang og børns sanseoplevelser i naturen. "Se natten" og "Se skoven" er til børn fra 1-3 år
Beskrivelse
I "Se natten" er et lille barn udenfor i snevejret om natten. Barnet smager på snefnug, lytter til en krage, dufter til en appelsinskræl, bader i lygtepælens lys, ser på månen, taber en vante og hygger sig med mormor. I "Se skoven" møder man et andet lille barn om foråret, hvor barnet lugter til blomster, lytter til humlebien, mærker mosset, ser en myre, smager på en kogle og kysser sin far. I begge bøger er der et nærbillede af en ting på den ene side, som er sat ind i en sammenhæng på den anden side. Til sidst er der en helsides tegning over ting fra de forgående sider samt lidt nye ting. Svenske Åsa Mendel-Hartvig har udgivet flere danske billedbøger, mens det er illustrator Maija Hurme debut
Vurdering
Hensigten med de to bøger er bl.a. at give børn en god relation til naturen, som de ofte synes er spændende at komme ud i. Det fungerer godt at fokusere på de forskellige sanser, som naturen kan bidrage med at udforske. Man får vitterlig lyst til en tur i naturen efter endt læsning. Tegningerne er holdt i rolige, naturlige farver, og teksten navngiver de forskellige ting, der er i fokus, og fortæller med korte sætninger, hvad barnet gør
Andre bøger om samme emne
Der er ikke mange bøger om natten og skoven for denne målgruppe udover Hele natten og Kig og snak om skov & krat