Lektørudtalelse
Forfatter : Therese Bjerre Ekman
Kort om bogen
Eventyret om Guldlok og de tre bjørne, bearbejdet til dialogisk læsning for børnehavebørn. For 3-6 år
Beskrivelse
Den kendte historie om Guldlok, som går alene ind i skoven og kommer til et hus, hvor der bor tre bjørne, tilrettelagt for dialogisk læsning. Bogen har spiralryg og kan holdes op foran en gruppe børn, som kan se et stort billede, mens oplæseren ser en lille udgave af billedet og teksten på den anden side. Teksten er forenklet og suppleret med tips til den dialogiske læsning, som fx ledsagende fagter og ansigtsudtryk, spørgsmål og små oplæg til samtale med de lyttende børn. Historien er suppleret med et sæt fortællekort, som bl.a. kan bruges til at genfortælle historien med børnene. Desuden er der en grundig introduktion til bogen, en sang og et rim, og forslag til aktiviteter. Tegningerne er computerskabte
Vurdering
Bogen er gennemtænkt og er lige til at bruge. For dem, der er nye i dialogisk læsning er den en meget håndgribelig og konkret introduktion til at komme i gang, og den fungerer også som en kogebog til et helt forløb omkring eventyret. Illustrationerne er enkle, klare og tydelige. Egnet til brug i børnehaver
Andre bøger om samme emne
Forlaget har også lavet den tilsvarende De tre Bukke Bruse. Ka'meler grine? er et andet bud på en intro til dialogisk læsning