Svendborg Bibliotek

Lektørudtalelse

Forfatter : Merete Trap

Kort om bogen

Det er sjovt at synge, men det bliver endnu sjovere hvis sangen kan suppleres af en lille figur. I denne bog har Pia Iskov Meulengracht samlet 14 kendte, danske børnesange og lavet opskrifter på figurer dertil. Bogen henvender sig til alle kreative hæklere

Beskrivelse

Denne bog indeholder opskrifter på 14 hæklede dyr, en enkelt kage og en enkelt frugt, der alle hører til en kendt, dansk børnesang. Forrest i bogen er afsnittet "Før du går i gang", hvor der forklares om bla. garn og redskaber, herefter følger de 14 opskrifter. Sangene er fx "Der bor en bager", "Lille Peter edderkop" og "Se den lille kattekilling". Til hver opskrift hører farvefotos af det færdige produkt. Formatet er ca. 18 x 18 cm. Dette er Pia Iskov Meulengrachts første udgivelse

Vurdering

Dette er en supercharmerende lille udgivelse, som lægger op til mange timers hygge. Først ved selve hæklingen, men derefter også når mor/bedstemor eller andre skal bruge kufferten i samspil med et barn. Bogen udfylder et lille hul, da håndarbejde er "oppe i tiden", kombineret med fokus på børns kreative læring ved hjælp af konkreter, som her hæklede figurer. En fin og brugbar guide til en personlig gave til et lille menneske som man holder af

Andre bøger om samme emne

Der findes ikke andre udgivelser med fokus på sangkufferter, men bogen kan sammenlignes med de mange andre charmerende udgivelser, med hæklede og strikkede dyr. Her kan fx nævnes Herlige hæklede dyr