Svendborg Bibliotek

Lektørudtalelse

Forfatter : Morten Halskov Jensen

Anvendelse/målgruppe/niveau

Billedbog for børn i alderen 3-6 år, der kan lide en morsom historie med en konge på kronhjortejagt. Forsiden sætter stemningen og viser bogens hovedpersoner. Morsom og velegnet til oplæsning

Beskrivelse

Den lille tykke konge er i skoven med skarpladt bøsse på jagt efter kronhjorten Tøffe. Med ham er hans stilfulde adjudant, der bærer madpakken og generelt står ham bi med gode råd og opmuntring. Spørgsmålet er om det vil lykkes for kongen at få ramt på Tøffe? I hvert fald tegner det til at blive en god dag, for der er karrysalat på alle madderne i madpakken. En morsom jagthistorie med et par sjove karakterer: den barnlige konge og den alvorlige adjudant. Sproget flyder frisk med narrative gentagelser, der gør det let og morsomt at læse op. Illustrationerne er ført i en sirlig og original stil, der giver liv til hovedpersonernes karaktertræk. Forfatterens debut, mens illustrator er kendt i børnebiblioteket. Frisk og morsom jagthistorie for de mindste læsere

Sammenligning

Jagthistorier er et næsten uopdyrket emne blandt billedbøgerne. Den tykke konge minder på mange måder om en anden royal primadonna man kan møde i serien Den lille prinsesse af Tony Ross

Samlet konklusion

En tyk lille monark på hjortejagt med sin alvorlige adjudant. En frisk og morsom historie for de mindste. Sirlige illustrationer og fængende sprog