Svendborg Bibliotek

Lektørudtalelse

Forfatter : Steffen Kronborg

Sandman er en af det sidste tiårs mest omtalte engelsksprogede tegneserier, og serien har vundet en række internationale priser. Derfor er det godt, at Sandman nu udsendes på dansk, så vi herhjemme kan se, hvad det er, englænderne og amerikanerne er så glade for. Sandman-serien blev oprindelig udgivet i 75 hæfter, hvoraf Præludier indeholder de første fire. Som titlen angiver, er der tale om en form for optakt til det store værk, og selv om optakten ikke afslører meget om, hvad det er, forfatteren vil fortælle, placerer den serien genremæssigt som regulær fantasy med indslag af horror og gotisk gyser. Man skal hverken spørge om "hvorfor" eller "hvordan", når man læser beretningen om drømmenes hersker, Fyrst Morfeus, der først indespærres i menneskenes verden og siden må drage vidt omkring for at få sine ejendele igen, sågar helt til Helvede. Tegneseriens billedside viser en fræk og opfindsom udnyttelse af sidelayoutet, som passer godt til det vildt fabulerende indhold. Stregen er habil om end noget ujævn, og farvelægningen er temmelig grel; men Dave McKeans suggestive og gådefulde omslagstegninger vil med garanti virke appellerende på målgruppen af unge og voksne fantasy-læsere