Vejen til den første folkevalgte borgmester i 1921 | Svendborg Bibliotek

I Danmark fik vi den første grundlov d. 5. juni 1849. Dette var det første skridt mod folkevalgte borgmestre, da kongen ellers alene havde udpeget landets borgmestre. Denne skik forsvandt dog ikke umiddelbart efter grundlovens indførelse, men kongens magt var blevet svækket.  
Grundloven sikrede de danske borgere en række rettigheder såsom ytringsfrihed, religionsfrihed, juridiske rettigheder m.v. Grundloven kom ikke ud af det blå, men var derimod et resultat af en stigende utilfredshed – især blandt de nationalliberale – overfor kongedømmets enevældige magt. 
Grundloven gav dog i første omgang kun valgret til mænd over 30 år, der ikke modtog fattigunderstøttelse og havde egen husstand. De følgende otte umyndiggjorte ”f’er” måtte vente lidt endnu med valgretten: Fruentimmere, fattige, fallenter, forbrydere, folkehold, farende, forbrydere, fremmede og fjolser. 

Hvem skulle vælge regeringen? 

Det næste store skridt på vejen til den første folkevalgte borgmester, skete under en langtrukket debat, der foregik i sidste halvdel af 1800-tallet – også kendt som Forfatningskampen (1866-1901). 
Partiet Venstre ønskede folketingsparlamentarisme, dvs., at regeringen skulle udspringe af et folketingsflertal. Dette var partiet Højre imod, der mente, at kongen alene skulle udpege regeringen. En nøgleperson i denne debat blev godsejeren og den konservative politiker, Jacob Estrup, som var kongens forsvarer og dermed demokratiets og parlamentarismens store modstander. 
Forfatningskampen fik sit højdepunkt i årene 1885-1894, hvor Estrups provisoriske regering regerede udenom Rigsdagen. En mere forhandlingsvillig regeringsleder overtog Estrups plads i 1894 samtidig med, at venstre accepterede ligestilling mellem Landstinget og Folketinget. 
Demokratiet fik en af sine største sejre ved folketingsvalget d. 3. april 1901 – også kendt som systemskiftet – da det var det første valg med hemmelig afstemning i Danmark. Derudover blev det herefter en statsskik, at regeringen skulle have et folketingsflertal bag sig. Der var dog den lille undtagelse på denne statsskik under Påskekrisen i 1920, hvor kong Christian 10. egenhændigt og egenrådigt afsatte ministeriet Zahle og indsatte et forretningsministerium i stedet. Det var først med grundlovsændringen i 1953, at ministrene ikke længere tilhørte kongen.

De sidste skridt frem imod de folkevalgte borgmestre

I begyndelsen af 1900-tallet var det dog stadig ikke ualmindeligt at have en negativ holdning til demokrati, og alt hvad det indebar. En mand der gik imod denne strømning var Venstres faderfigur og en af de store sejrherrer ved Systemskiftet, J. C. Christensen. 
Christensen var aktiv, når det kom til at udbrede demokratiske tiltag til flere befolkningsgrupper. Det første tiltag skete ved stadfæstelse af kirkelovene i 1903, hvor menighederne fik medansvar indenfor folkekirken. Derudover fik kvinder og tjenestefolk valgret og dermed medbestemmelse. Denne valgret blev et forbillede for eftertiden. Kvinder og tjenestefolk – der var over 25 år – fik valgret i 1908 til kommunalvalg og senere valgret til Rigsdagen i 1915. 
Endeligt blev det i 1919 gennemført i købstæderne, at borgmestre skulle vælges af en kommunalbestyrelse og ikke længere udnævnes af kongen, som de hidtil havde været. I 1921 får vi de første folkevalgte borgmestre i Danmark, bl.a. i Svendborg. Vi skal dog frem til 1943 før det var helt slut med kongeudnævnte købstadsborgmestre. 
Vil du læse mere om dette emne? I så fald har vi sammensat en liste med anbefalede værker, som du kan fordybe dig i. 
 

Af Kamilla Due Abrahamsen