Vandreudstillinger fra Svendborg Bibliotek | Svendborg Bibliotek

Vandreudstillinger fra Svendborg Bibliotek

Svendborg Bibliotek har skabt tre udendørs udstillinger, der viser fantastiske illustrationer fra aktuelle bøger. Du har mulighed for at låne alle udstillinger til dit bibliotek.


Vandreudstillinger fra Svendborg Bibliotek

2020 var året, hvor vi fik øjnene op for den udendørs formidling. På Svendborg Bibliotek fik vi den idé at skabe en udstilling som, udendørs og i børnehøjde, gav publikum mulighed for at opleve den visuelle litteratur helt tæt på.

Lån en udstilling til dit bibliotek

Det er foreløbigt blevet til tre forskellige udendørs udstillinger, som Svendborg Bibliotek har mulighed for at sende på vandring: 

  • Monsterbange, der viser Zarah Juuls illustrationer til Betina Birkjærs billedbog fra 2020
  • Kosmonaut, der viser udpluk af Anton Vinthers ordløse graphic novel fra 2020
  • Læsepadden Pede, der viser illustrationer fra Carl Quist Møllers billedbog fra 2022

Svendborg Bibliotek tilbyder andre biblioteker at låne udstillingerne i en aftalt periode. Det er muligt at benytte kørselsordningen til at fragte udstillingerne rundt mellem bibliotekerne.

Kontakt nanna.ask@svendborg.dk for at træffe aftale om, at få besøg af én af de (foreløbig) tre vandreudstillinger på dit bibliotek. 

Se billeder fra de tre vandreudstillinger herunder:

Udstilling Læsepadden Pede

Illustrationer af Carl Quist Møller fra hans billedbog Læsepadden Pede
Udgivet på forlaget Gutkind 2022

Sjov og varm illustreret fortælling om en sløv padde, som pludselig opdager bøgernes magiske univers.

Læsepadden Pede udendørs udstillingLæsepadden Pede udendørs udstilling 

Udstilling Monsterbange

Illustrationer af Zarah Juul fra billedbogen Monsterbange af Betina Birkjær
Udgivet på forlaget Jensen og Dalgaard i 2020

En boblende billedbog om mørke, om at spille høj musik og tegne farlige tegninger, og om at opdage at monstre – måske – er mest uhyggelige i fantasien. 

Monsterbange udstillingMonsterbange udstillingMonsterbange udstilling

Udstilling Kosmonaut

Illustrationer af Anton Vinther til tegneserien Kosmonaut af Anton Vinther
Udgivet på Forlaget Fahrenheit 2020.

 Kosmonaut er en opdagelsesrejse til de ydre og indre universer. Fortællingen udforsker transformationer, eksistens, spiritualitet, filosofi og tegnekunst.

Udstilling KosmonautUdstilling KosmonautUdstilling Kosmonaut

Præsentation og montering 

Udstillingerne er trykt på materialet alusandwich og monteret på en række, til formålet producerede, europalle-skilte. Palle-skiltene følger ikke med forsendelsen af udstillingerne.

Begge udstillinger blev i hhv. 2020 og 2021 præsenteret på området omkring hovedindgangen ved Svendborg Bibliotek og blev i begge tilfælde suppleret af en workshop med kunstneren bag illustrationerne.

Se mere og kontakt Zarah Juul for evt. workshop på zarahjuul.dk
Se mere og kontakt Anton Vinther for evt. workshop på antonvintherart.dk

Carl Quist-Møller: Læsepadden Pede
Skildpadden Pede skal på biblioteket med sine venner. Det er det kedeligste han ved - men på biblioteket sker der noget! Humoristisk billedbog om hvordan Pede bliver en læsepadde. Fra 3 år
Betina Birkjær, Zarah Juul: Monsterbange
På loftet bor et monster, der er så stille, at man må bruge sine lange ører for at høre det. Mor siger, det ikke findes. Hun siger, at det bare er et dyr, men barnet ved bedre. Monsteret er der, og det er i gang med at bygge en børnefælde. Billedbog for 3-6-årige
Anton Vinther: Kosmonaut
Af Anton Vinther (2020)
Tegneserie - graphic novel om en ung mands drømmeagtige oplevelser med udgangspunkt i naturen
Emneord: naturen


Af: na

Udgivet: Torsdag 16. december 2021 • Opdateret: Mandag 2. oktober 2023