Ugens anbefaling: Gopler ældes baglæns | Svendborg Bibliotek

Ugens anbefaling: Gopler ældes baglæns

Gopler ældes  baglæns
Foto:Bogforside

Spændende, sprudlende og velfortalt bog af Nicklas Brendborg giver en dybdegående viden om anti-ageing og kroppens hemmeligheder.


Tænk at være en nøgenrotte! ”Hvorfor?" spørger du måske, men lad bare denne bog viser dig vejen. Den er et særdeles underholdende, lærerigt og interessant bekendtskab og byder på en naturvidenskabelig gennemgang af den nyeste forskning inden for antiageing. Altså hvordan du undgår at blive gammel og rynket før tid og måske endda kan forlænge din levetid, om ikke for evigt, så nogle år ekstra.

Bogens forfatter, Nicklas Brendborg, er molekylærbiologisk studerende på Københavns Universitet, og han er anerkendt som et ungt forskningstalent af blandt andet Novo Nordisk International Talent Program og Novo Scolarship Program. I bogen her viser han samtidig et talent for at formidle kompliceret stof på en sådan populærvidenskabelig facon, at alle kan være med. I bogen bliver læseren taget med verden rundt, samtidig med at der dykkes ned i historiske begivenheder, der har særlig forskningsmæssig interesse i forhold til mysteriet omkring antiageing.

Vi møder nøgenrotter, der trods deres lidet skønne udseende er sande sundhedsmirakler og derfor ret misundelsesværdige, en grønlandshaj der er lige knapt 400 år og træer, der var unge, da pyramiderne blev bygget. Der er simpelthen så mange vilde historier og eksperimenter, så jeg kan have svært ved at holde styr på dem, når man jeg skal formidle noget af det videre.

Jeg kan kun anbefale, at man kaster sig over bogen, da den er virkelig spændende og læseværdig. Der er masser af guldkorn, men også sjove eksempler på, at biologien kan være yderst uforklarlig. Man lærer ting, man aldrig troede, man skulle have behov for at vide, blandt andet at vores kroppe huser cellulære skraldemænd ved navn ”Autofagi”, der renser ud i skadelige celler. For at holde gang i vores cellers skraldemænd, er det vigtigt, at vi udsætter os selv for udfordringer, stress eller skade, også kaldet ”Hormese”. Blandt andet er faste og træning sundt for kroppen, dog i den rette dosering.

Bogens forord er skrevet af finansmand, iværksætter og forfatter Lars Tvede, og den er delt op i tre dele, hvor første del fortæller om naturens vidundere, anden del om forskernes opdagelser, og sidste del er 80 sider med gode råd. Det er fascinerende, spændende og interessant viden – og hvis du ønsker en dybdegående viden om, hvordan du bedst kan hjælpe naturen på vej til et længere liv i en sundere krop, så er bogen her ikke til at komme udenom.

Udarbejdet af Britta Voergaard Poulsen for Litteratursiden.dk

Nicklas Brendborg: Gopler ældes baglæns : videnskabens svar på et længere liv
Den naturvidenskabeligt interesserede læser får her den nyeste forskningsbaserede viden om begrebet "antiaging" samt praktiske råd om fx kostvaner, motionsrutiner og vigtig social kontakt


Af: jbk

Udgivet: Mandag 17. maj 2021 • Opdateret: Mandag 17. maj 2021