Ugens anbefaling | Svendborg Bibliotek

Ugens anbefaling

Foto:Litteratursiden

Kristian Ditlev Jensen skriver eminent, nøgternt og råt om sit massive alkoholmisbrug. Romanen er blottet for selvmedlidenhed og selviscenesættelse, bar i alle henseender.


’Bar’ er en delvist selvbiografisk roman om et liv, der går ud på at distancere sig fra sin opvækst i underklassen og få afdækket de regler, der eksisterer i middelklassen. En stærk roman om en opvækst i en familie, hvor der ikke var råd til saft fra Rynkeby, og ikke mindst om et massivt alkoholmisbrug, der tog fart i ungdommen.

Romanen beskriver besøgene hos farmoren, hvor man drak gåsevin eller rabarbersaft af store ølglas, farens blå aftershave, der lugtede af familiefest og morbror Svend, der drak mange Bjørnebryg og mødtes med gutterne, når Kristian blev passet hos ham. Da Kristian begyndte på Stenhus Gymnasium, samtidig med at han arbejdede på ”Diskotek Brostenen” i weekenderne, blev det for alvor sjovt at drikke med vennerne.

Mens Kristian Ditlev Jensen læste litteraturvidenskab på Københavns Universitet, gik på forfatterskolen, var litteraturkritiker og freelancejournalist steg hans alkoholforbrug støt, og fokus blev at planlægge, hvad næste genstand skulle være. For dét var ingenlunde ligegyldigt. Navnene på den alkohol, han indtog, lokationerne, han besøgte, samt de mennesker, han drak sammen med, ophøjede ham til en slags elitær udforsker af alkohol. Langt fra bumserne på bænken, der ikke kunne styre deres indtag af alkohol. Selv da han mistede venner, jobs og ofte endte med at blive fuld i sit eget selskab, syntes han stadig ikke, han havde et problem. Meget sent gik det op for ham, at han havde løjet for sig selv i mange år.

Kristian Ditlev Jensen har skrevet korte kapitler om barndommens favoritøjeblikke med rød saftevand, der efterfølges af ungdomslivet med alkohol i stadigt større mængder. Minderne flyder som alkohollen gennem kapitler, der er navngivet efter drikkevarer som for eksempel ”vand’, ”Half-and-Half” og ”Chablis”.

Det er imponerende, hvor genkendeligt Ditlev Jensen kan beskrive begivenheder, mennesker og stemninger for sin læser. Hans sprog er stort og smukt, men alligevel enkelt. Han er nøgtern omkring sig selv på et niveau, som er meget imponerende. Bar i alle henseender.

Skrevet for Litteratursiden af skribent, Jette Holmgaard Greibe

Kristian Ditlev Jensen (f. 1971): Bar : roman
En rå, kropslig og sanselig skildring af en forfatters massive alkoholmisbrug, et misbrug uden nåde der river alt med sig og får alt til at styrte sammen. Til læsere af autofiktion
Kristian Ditlev Jensen (f. 1971): Vi mødes i Brugsen : danmarkshistorie set gennem de varer, vi købte
Den danske brugsforeningsbevægelses historie igennem 150 år fra begyndelsen i 1866 og frem til de nyeste visioner for fremtidens dagligvarehandel. Med fokus på tiden efter 2. verdenskrig præsenteres hvert af årtiderne fra 1940'erne til 2010'erne i et kulturhistorisk perspektiv
:

Kristian Ditlev Jensen (f. 1971): Opstigende skorpion : roman
Wolfgang Thornblad, højtuddannet lingvist og sprogofficer, bliver inddraget i opklaringen af mordet på en afrikansk prostitueret i København, samtidig med at han selv kæmper med eftervirkningerne af, at hans ansigt blev ødelagt under Irak-krigen
Kristian Ditlev Jensen (f. 1971): Ord i Orientekspressen : rejseskildringer
Beskrivelser af 12 togture verden over. Beretningerne er en blanding af fakta, stemninger, dufte, situationer og møder med mennesker fra alle kulturer. Om kunsten at rejse, at rejse alene, de praktiske forberedelser og skriveprocessen
Emneord: togrejser
Kristian Ditlev Jensen (f. 1971): Livret : roman
Da Robin, som er madanmelder ved et dagblad, mister sin japanske kone, Midori, som begår selvmord, forsøger han at genvinde sin psykologiske ligevægt og retten til et anstændigt liv, via et hektisk liv som bringer ham kloden rundt, til excentriske madoplevelser og bizarre oplevelser
Kristian Ditlev Jensen (f. 1971): Sydslesvig : steder og mennesker
Personlige beskrivelser af det gamle danske land, fra grænsen til Ejderen. Illustreret med farvefotos af landskaber, byer, mennesker og gamle lokalhistoriske fotos
Emneord: historie
Kristian Ditlev Jensen (f. 1971), Lasse Hyldager: Sønderjylland : steder og mennesker
Beskrivelser og billeder af Sønderjyllands landskaber, byer, mennesker, virksomheder, museer og kirker. Med korte citater af sønderjyder, som fortæller om deres forhold til landsdelen
Emneord: historie


Af: jva

Udgivet: Lørdag 1. januar 2022 • Opdateret: Lørdag 1. januar 2022