Ugens anbefaling | Svendborg Bibliotek

Man kommer tæt ind under huden af den amerikanske fotograf Francesca Woodman (1958 - 1981) i Christina Englunds nye biografiske roman. Hun levede et kort og intenst liv fuldstændig opslugt af fotografering, inden hun begik selvmord. Vi følger hende de sidste to år af hendes liv, fyldt med ideer og eksperimenter oftest med hende selv som objekt, men også den altid nagende tvivl om selvværd og originalitet. Det er et velkomponeret, indlevet portræt, der sanseligt og lyrisk fortæller om de kunstneriske processer, forhold til forældre, venner og kæreste.

Da Francesca som 12-årig fik et kamera, blev fotografi en altopslugende interesse. Begge forældre var kunstnere, faderen maler, og moderen en anerkendt keramiker. Hjemmet var altid fyldt med spændende personer og italesættelse af nye projekter. Forældrene både støtter og presser hende, da hun allerede i gymnasiet gør sig bemærket. Hun bliver optaget på designskolen, hvor hun opdager, at andre er langt dygtigere. Et ophold på et kunstkursuscenter er både krævende og givende, idet hun konstant skal fokusere på sig selv og sine idéer.

Fotografierne af hende er sort-hvide, svævende døre, nøgne kroppe, slørede bevægelser og berøringer samt mel i rum. ”Så hvad siger værket?... Jeg ved virkelig ikke, om de siger noget, mine billeder. Det er som at forsøge at lægge øret mod min hud. Hvorfor er der behov for altid at forklare verden, hvad det er man vil? Billederne er en forlængelse af mig. De er ikke andre end mig.” Og senere: ”Jeg kan ikke adskilles fra det, jeg laver”.

Uanset om man kender fotografen eller ej, bliver man optaget af den kunstneriske proces, som ikke kun drejer sig om anerkendelse, men er en eksistentiel kamp om liv og død. Francesca vil skille sig ud, fordi hun vil vise ”den anden side”. Citatet fra Rainer Marie Rilkes ’Duino elegier’: ”Frygtelig er hver engel…” går igen og fortæller om uroen bag den skabende kraft. Også andre værker om selvmord er nævnt: Sylvia Plath og Virginia Woolf.

Den fortærende længsel og uroen er beskrevet levende og sanseligt. Desuden får man også indtryk af en person med modsatstridende følelser, idet hun gerne vil stå alene og være uafhængig, men alligevel angrer efter kærlighed og venskab. Men da kunsten står i første række, opstår der flere dilemmaer. Jeg får lyst til at dykke ned i Francesca Woodmans værker, ligesom da jeg læste Christina Hesselholdts fine roman Vivian om gadefotografen Vivian Maiers ensomme liv.

Christina Englung (f. 1974) har skrevet flere roste bøger og har modtaget både priser og legater for sine værker.

Skrevet af Litteratursidens skribent, Anny Skov Madsen