Nomineringer til 5700 FORTÆLLER | Svendborg Bibliotek

Nomineringer til 5700 FORTÆLLER

Foto:5700 FORTÆLLER

Efterårets lokale litteraturfest 5700 FORTÆLLER er nomineret til hele to kulturpriser i 2021: Svendborg Kommunes Fællesskabspris og Kulturlivets Genstartspris.


I efterårsferien 2021 mødtes vi om litteraturen i Svendborg. Efter et par sæsoner med et nedlukket kulturliv og stor afstand fyrede formidlere, fortællere, forfattere og et forrygende publikum i dén grad op for nærkontakten under 5700 FORTÆLLER i en efterårsweekend i oktober. 

25 menings- og stemningsfulde møder med litteraturen blev det til: på gader og stræder, i Kunstbygningen, på Forsorgsmuseet, i Johannes Jørgensens Hus, på bibliotek og på værtshus og hvor det ellers gav mening og bidrog til fortællingen. Festivalen blev skabt i et fællesskab mellem Svendborg Bibliotek, Litteraturhus Svendborg og Små Armbevægelser og alle jer andre, som fortalte med.

Lokale fællesskaber

Udover de mange tiltrængte fysiske møder mellem læsere og litteraturen, skabte 5700 FORTÆLLER også blivende samarbejder, kreative møder og andre frugtbare fællesskaber på tværs af borgere, kunstnere og institutioner.

Og netop fællesskabet er blevet bemærket og beæret med en nominering til Svendborg Kommunes Fællesskabspris. Foreningen 5700 FORTÆLLER  er én af tre nominerede til netop denne pris og vinderne afsløres ved Prisfesten i Koncerten på Ollerup Efterskole lørdag d. 15. januar 2022. Se mere her

Genstart af Kulturlivet

Men også det nationale kulturliv fik øje på 5700 FORTÆLLER som et varmt bud på et genantændt klutuliv efter coronaens nedlukninger. Den nystiftede  Kulturlivets Genstartspris hylder kreative projekter og kulturkoncepter som kan skaleres og bidrage til forretningsudvikling på tværs af dansk kulturliv. 5700 FORTÆLLER var blandt de 12 nominerede, da prisen blev uddelt mandag d. 13. december 2021, men prisen gik til Trapholt Museum for projektet Hope Light. Se mere her

 



Af: na

Udgivet: Torsdag 9. december 2021 • Opdateret: Tirsdag 4. januar 2022