Klappelade Syltefisk - den smukkeste bog | Svendborg Bibliotek

Klappelade Syltefisk - den smukkeste bog

Klappelade Syltefisk
Foto:Alex

Hvordan ser krøllede hjerner ud? Sådan nogen hjerner der aldrig står stille, men konstant finder på nye tanker og nye ord. Vala som er i praktik på biblioteket anbefaler 'Klappelade Syltefisk'


Hvordan ser krøllede hjerner ud? Sådan nogen hjerner der aldrig står stille, men konstant finder på nye tanker og nye ord. Hjerner hvor en hvirvelvind af fantasi bliver til poesi, rim, remser og rytmiske række af ord og til små stykker kunst hvor naturalistiske dyr blander sig med blide kæmper og himmelgrise . Jeg tror et godt bud på sådanne hjerner, ser ud som Klappelade Syltefisk af Birgitte Krogsbøll og Kamilla Wichmann.
Der er fuld fart på Birgitte Krogsbølls tekstunivers, hendes leg med ord og kreative måder at bruge sproget på giver læseren (og lytteren) en særlig oplevelse af hvad sprog kan og masser af ting at tale om og tænke over. Har du eksempelvis nogensinde tænkt på at en sø er skovens lille skål, at man kan drille nogen ved at råbe anemoneblomsterskud, at du nok ville sige nej til en ormekage eller hvor let dyr kan forvandle sig, bare ved at skifte et bogstav? Nej vel. Bogen er fuld af sproglege og nonsensord, præsenteret så både børn og voksne kan være med. I Klappelade Syltefisk er alting muligt og intet almindeligt. Her slår himlen på trommer, lyset er så blødt som smør og en bi er ikke bare en bi, men Hr Bi Stikmås-Pollenbyge.  Alt sammen bundet smukt sammen af Kamilla Wichmanns forunderlige illustrationer. For når Krogsbøll jonglerer med ord, griber Wichmann i en overflod af smukke billeder af hundebarnet Bammer, lange spidse snuder, kæmpeøglen og en enkelt hinbærsnotte (det var ikke en stavefejl) der gør at bogen ikke kun bliver en fornøjelse for sprogøret, men også til en helt særlig kiggeoplevelse. 

Klappelade syltefisk en billedbog der svømmer over af finurlige og rytmiske tekster og smukke og eventyrlige illustrationer, her er rigeligt for både børn og voksne at lytte til, tale om og ikke mindst kigge på. 

Birgitte Krogsbøll, Kamilla Wichmann: Klappelade syltefisk
Billedbog med fantasifulde rim og lister, der kredser om dyr og fænomener i verden, både velkendte og selvopfundne


Af: khm

Udgivet: Fredag 1. oktober 2021 • Opdateret: Fredag 1. oktober 2021