De andre af Mikael Josephsen | Svendborg Bibliotek

De andre af Mikael Josephsen

Foto:Svendborg Bibliotek

Se din by gennem De andres øjne, det er barsk, rå og alligevel liflig læsning.


Smørhullet Svendborg præsenterer sig i øjeblikket fra sin allermest fotogene side: lysegrønne bøge spejler sig i det blanke sund og i den smukke, velholdte bymidte trisser folk rundt og smiler bredt med sunde tænder mod solskinnet.

Men i Mikael Josephsens nye roman De andre får vi lov at opleve byen fra en helt anden vinkel. Her er Svendborg scenen for en række liv, præget af paranoia, tandpine, angst, ensomhed og den totale, ydmygende mangel på midler i enhver forstand. Skæbner, som de fleste af os blot aner ud af øjenkrogen på turen gennem byen uden rigtig at registrere eller forholde os til dem, de andre.

I De andre møder vi bl.a. Slagteren, Morten, Konen og Bo og får indblik i, hvordan de kommer igennem dagene som hjemløse, og for de flestes vedkommende, som misbrugere af alkohol eller stoffer. Helt tæt på oplever vi hvordan forholdet til pengene, kroppen, byen, tiden, vejret, os andre og vores blikke konstant er nærværende, klaustrofobisk og stressende, som en alarm, der ringer konstant.

Det er barsk, rå og alligevel liflig læsning, for det er isnende godt fortalt. Romanen er kort, som perspektivet i et hjemløst liv, hvor næste fix, næste nedtur, næste nat fastholder dig i et evigt, livsfarligt nu.

Oplev forfattersamtalen med Mikael Josephsen
på Svendborg Bibliotek d. 3. juni

KØB BILLET

Mikael P. Josephsen: De andre : roman
Bo, Slagteren og Konen er en del af det samme skæve slæng på kanten af samfundet. De er hjemløse, misbrugere og gør, hvad de kan for at overleve. En kollektivroman om misbrug, vold og venskaber på trods. For læsere af romaner med en socialrealistisk tone


Af: na

Udgivet: Onsdag 19. maj 2021 • Opdateret: Onsdag 19. maj 2021