Nordisk Råds børne- og ungdomslitteraturpris | Svendborg Bibliotek

Nordisk Råds børne- og ungdomslitteraturpris

Nordisk Råds børne- og ungdomslitteraturpris
Foto:norden.org

De to danske nominerede er Jakob Martin Strids "Da Mumbo Jumbo blev kæmpestor" og "Styrke", som er en del af Cecilie Ekens serie "Karanagalaksen".


Danmark har to værker med i et stærkt felt af nominerede titler til Nordisk Råds børne- og ungdomslitteraturpris som overrækkes d. 29. oktober 2019 

Læs mere om de 14 nominerede her 


Nedenunder et uddrag fra Nordisk Råds indstillinger:

Cecilie Eken: Styrke. Karanagalaksen. Log I. Roman, Høst & Søn, 2018.
I 25-året for sin forfatterdebut har Cecilie Eken beriget sine læsere med et nyt værk, der både er præget af et ubesværet sprog og af særdeles høj litterær kvalitet.

Romanen Styrke er første del af trilogien Karanagalaksen, men fungerer fint som selvstændigt værk.

Romanen er et nyt højdepunkt i et forfatterskab, der har mange læsere, og som har modtaget en lang række priser.

Cecilie Eken har skrevet i de fleste litterære genrer; med Karanagalaksen skaber hun en hybridgenre, idet fantasy og science fiction smelter sammen til noget, vi måske kan kalde science fantasy.

Litterært og sprogligt mestrer Cecilie Eken det unikke, og man kan sige, at hun lever op til de krav til børne- og ungdomslitteratur af højeste karat, som tillægges Astrid Lindgren:

Skriv stort. Bring de store følelser i spil, så læseren møder glæder, sorger og alt det, der ligger derimellem. Men tal aldrig ned til din læser. I Styrke møder vi kærlighed, empati, tab, svigt, forræderi, død; ja, der er næppe en følelse, som ikke har fundet sin plads i historien.

Skriv enkelt. Gør sproget til det virtuose, men ligefremme instrument til at få historien til at leve. Snørklede sætninger og kunstige ord kan tage livet af historien.

Indfrielsen af disse to krav gør, at det lykkes, at en elementært spændende page-turner formår at forene et spændingsunivers med filosofiske og psykologiske overvejelser.

I Styrke viser Cecilie Eken, hvorfor hun har modtaget så mange litterære priser: Hun mestrer den organiske og ubesværede skrivekunst.
 

Jakob Martin Strid: Da Mumbo Jumbo blev kæmpestor. Billedbog/tegneserie, Gyldendal, 2018.

Han kan, som alle de allerbedste, eventyrlige fortællere, lukke sindet op hos både børn og voksne. Og det sker som regel med en raffineret humor som nøgle.

Strid er fortrolig med vores klassikere, som fx Robinson Crusoe, Alice i Eventyrland, Peter Plys, Anders And, Spirillen, Dyrene i Hakkebakkeskoven, Sven Nordqvist,
Ole Lund Kirkegaards forfatterskab, Hayao Miyazakis animationsfilm og selvfølgelig Tove Janssons Mumitrolde og deres univers.
Han øser af disse kilder og blander dem ind i sit helt eget originale univers, så læseren får adgang til en forunderlig, skæv, foruroligende og eventyrlig verden, der på én gang har jordforbindelse og en frigørelse af fantasien.

Nordisk Råds børne- og ungdomslitteraturpris er blevet uddelt siden 2013 og gives til et skønlitterært værk, som er skrevet på et af de nordiske sprog. Med et skønlitterært værk forstås i denne sammenhæng poesi, prosa og drama, som opfylder høje litterære og kunstneriske krav.
Formålet med prisen er at øge interessen for det nordiske kulturfællesskab og at anerkende enestående kunstneriske indsatser.

 

Cecilie Eken: Styrke
Serie: 
Af Cecilie Eken (2018)
Science fiction. Saga Sølvisdatter kommer fra planeten Hvidøy i Karanagalaksen. Hendes rumskib er slået ud af kurs og hun driver afsted, alene i det uendelige univers. Hun forbereder sig på at gå i dvale, men inden da skrifter hun sin historie i rumskibets log
Emneord: rumrejser


Af: nj

Udgivet: Mandag 13. maj 2019 • Opdateret: Mandag 13. maj 2019