HORISONT - Pressemeddelelse

HORISONT Svendborg inviterer til medrivende byvandringer med en skuespiller som guide

Oplev Svendborg på en ny måde den 29.-30. august, hvor to nye kulturdage byder på unikke, guidede gåture.

Kom med på en dannelsesrejse af de helt særlige. 

Byens nye kulturdage HORISONT Svendborg åbner nu op for tre medrivende byvandringer, hvor du kan opleve byen på en helt ny måde. 

Det er en skuespiller, der står i spidsen for alle tre byvandringer, som har til formål at vise den sydfynske købstad gennem fortidens blik, nutidens puls og fremtidens fantasi. Herudover vil byen summe af liv, da kulturaktører har kunnet søge penge til et arrangement under kulturdagenes paraply fra en aktivitetspulje, som Svendborg Kommune har stillet til rådighed. 

Gå med digter Johannes Jørgensen

”Med HORISONT ønsker vi at skabe kulturdage, som tager afsæt i fællesskab, dannelse, kreativitet og lokal forankring. Vi mener, at byvandringerne, de såkaldte dannelsesrejser – sammen med de øvrige spændende arrangementer – vil bidrage til at ryste posen og styrke fællesskabet i vores by, som vi holder så meget af,” lyder det fra Ringgaard Møller (RV), formand for Kultur- og Fritidsudvalget i Svendborg Kommune.

Byvandringerne har fået navnene ”Dødsruten”, ”Bagvejen” og ”Omstigningen” – og tager udgangspunkt i henholdsvis fortid-, nutid- og fremtidens Svendborg. Der vil ske en række aktiviteter på ruterne undervejs, og skuespilleren vil binde hele oplevelsen sammen. 

På ”Dødsruten” kan man blandt andet blive guidet af en skuespiller, som spiller digter Johannes Jørgensen. Gæsterne vil kunne forvente en medrivende tur, der blandt andet hylder de afdøde stemmer i Svendborg, og som samtidig vil involvere poesi og stillegang. 

Kulturen står sammen

Det er Svendborg Kommune, der i samarbejde med byens store kulturaktører – Svendborg Bibliotek, Borgerforeningen, SAK Kunstbygning, Harders, BaggårdTeatret, Museum Sydfyn og Svendborg Event & Turisme står i spidsen for HORISONT og de tre dannelsesrejser, som bliver et bærende element under kulturdagene. 

”Vi glæder os til at afvikle dannelsesrejserne og tilbyde borgerne i vores by en spændende, morsom og interaktiv teater- og kulturoplevelse. Vi håber, at byvandringerne vil mane til refleksion og give gæsterne mulighed få en dybere forståelse af vores fælles historie og kultur, siger direktør Jakob Engmann fra BaggårdTeatret, der er én af de mange involverede i HORISONT.

Som deltager kan du købe billet til de tre guidede ture gennem byen, men du vil også kunne opleve langbordsmiddage, udvidede åbningstider hos kulturinstitutionerne samt øvrige arrangementer udvalgt særligt til kulturdagene. Yderlige programpunkter bliver frigivet løbende. 

HORISONT Svendborg kan opleves 29.-30. august 2025. 

Køb billetter og læs mere om HORISONT på www.HORISONT.dk