Svendborg Bibliotek har oprettet Biblioteksbørnehaver i otte af kommunens daginstitutioner. Her dyrkes og styrkes sprog og læsning til glæde for børn, pædagoger og forældre i et samarbejde mellem bibliotek og institution.

En Biblioteksbørnehave er en børnehave med særlig opmærksomhed på børnelitteratur, sprogstimulering og læselyst. En slags væksthus for læseglæde. Fra d. 1. september går godt 400 børn i en Biblioteksbørnehave.

I en Biblioteksbørnehave er der et bibliotek, som børnene kan gå på opdagelse i og som de lærer at passe godt på. Bøgerne er udgangspunkt for dialogisk højtlæsning og der knyttes en række aktiviteter til hverdagen med bøger, f.eks. anbefaler børnene gode bøger til hinanden.

Svendborg Bibliotek står for certificeringen af Biblioteksbørnehaverne og bidrager med faglig kvalificering og sparring med pædagoger og forældre. De fylder op med bøger og står klar til at støtte op om den enkelte børnehaves arbejde med projekter og temaer med relevante fagbøger og god skønlitteratur. Børnene kan låne bøgerne med hjem, så viden og historier fra børnehaven kan udvikles derhjemme sammen med forældrene.

Formålet med Biblioteksbørnehaverne er at gøre læsning og litteratur til en helt central del af børnenes hverdag – helt fra starten. For Svendborg Bibliotek handler tiltaget ikke alene om at  gå op imod tidens tendens til at børn læser mindre og mindre. Læsning stimulerer sprog og forestillingsevne og bøgerne er en naturlig del af et godt og rigt børneliv. Læsning er en værdi, man har med sig hele livet.

 

FAKTA

 

  • Alle kommunens børnehaver har fået mulighed for at ansøge om at blive Biblioteksbørnehave. De otte nuværende Biblioteksbørnehaver er: Eventyrhuset, Kobberbækken, Paraplyen, Nordenvinden, Tryllefløjten, Solsikken, Hesselager børnehus, Kernehuset.
  • Biblioteksbørnehaverne invies officielt, ét ad gangen i løbet af den første uge af september. Udover forældre er pressen velkommen til at deltage.
  • Femårige børn der har fået læst bare én bog højt om dagen af deres forældre, har i gennemsnit hørt 290.000 flere ord end jævnaldrende der ikke har fået læst højt derhjemme. Det viser bl.a. et studium udført af forskere fra Ohio State University, publiceret i Journal of Developmental & Behavioral Pediatrics, 2019.08.20
  • Flere udenlandske undersøgelser, bl.a fra Sverige, viser at der er sket et markant fald, fra 70 procent i 2003 til 35 procent i 2013, i hvor mange forældre, der læser højt for deres børn.
  • Tænketanken Fremtidens Bibliotekers læseundersøgelse fra 2017 viser en tendens til, at børn læser stadig mindre i fritiden, og at det særligt er pigerne, som har ændret læsevaner.

 

MERE INFO OM SVENDBORGS BIBLIOTEKSBØRNEHAVER

 

maja.lisa.abildtrup@svendborg.dk og berit.sandholdt.jacobsen@svendborg.dk

 

Se artikel på ugeavisensvendborg.dk



Af: nj

Udgivet: Mandag 9. september 2019 • Opdateret: Onsdag 10. juni 2020